En stigende del af Danmarks bistand til de fattige lande er hjælp til at tackle konsekvenserne af et ændret klima. Udviklingsbistanden kan ikke skilles fra klimahjælpen, fastslår en ny rapport fra FN.
Af Årtiers udviklingsbistand til de fattige lande kan været tabt på gulvet, hvis ikke hjælpen følges op af en global kamp mod de klimaændringer, der rammer netop de fattige landes muligheder for at udvikle sig. Kampen mod de menneskeskabte klimaændringer hænger uløseligt sammen med bekæmpelse af verdens fattigdomsproblemer, og verdens godt to milliarder fattige har akut behov for hjælp i kampen mod klimaændringer, hvis de ikke skal øge uligheden i verden ved at underminere de fattiges livsgrundlag.
Det fastslår en tyk rapport fra FNs udviklingsorganisation (UNDP), der dermed gør op med et ofte gentaget argument i klimadebatten – nemlig det at man kan få meget mere gavn af de mange milliarder kroner, der bruges på klimapolitik, hvis man i stedet brugte dem på udviklingsbistand og sygdomsbekæmpelse i verdens fattigste lande.
Bistand og klimakamp
Den sammenhæng mellem klimakamp og udviklingsbistand, som er rapportens omdrejningspunkt, ligger også bag en opprioritering af klimahensynet i den danske hjælp til u-landene. Regeringen har oprettet en særlig klimapulje, der femdobler klimabistanden fra 100 mio. kr. i 2008 til 500 mio. kr. i 2012.
»Klimaændringer er langt den største udfordring, vi har stået overfor. Og kampen mod ændringerne skal ses i tæt sammenhæng med udviklingsbistanden. For bare ti år siden opfattede vi klimaændringer som et rent miljøproblem. I dag kan vi se, at klimahensynet bør være en integreret del af udviklingspolitikken,« sagde miljøambassadør i Udenrigsministeriet, Gert Aagaard Andersen, da UNDP i går offentliggjorde sin klimarapport. Rapporten udkommer som optakt til klimatopmødet på Bali i de næste uger.
Professor i agroøkologi John Porter fra Københavns Universitets klimagruppe hæftede sig også ved sammenhængen mellem klimakamp og udviklingsbistand.
»Rapporten fastslår klart, at der er en sammenhæng, og at det er kunstigt at skille tingene ad,« sagde John Porter.
Dermed sigtede han til forfatter og miljødebattør Bjørn Lomborg, der har argumenteret for at verden skal hjælpe de fattige i stedet for at bekæmpe klimaændringer.
Det er muligt
Rapporten fra UNDP analyserer omfanget og indholdet af den trussel, den globale opvarmning udgør mod de fattige landes mulighed for at udvikle sig. Den advarer om, at klimaforandringerne kan fastlåse verdens fattigste borgere i en nedadgående spiral, som efterlader hundreder af millioner mennesker i en situation med underernæring, mangel på vand, miljømæssige trusler og tab af menneskeliv.
Direktøren for Miljø og Energi i UNDPs udviklingskontor Veerle Vandeveerd pegede på det lokale medansvar for det globale problem.
»Det, I gør i Danmark, har betydning for oversvømmelserne i Bangladesh. En milliard mennesker lever for en dollar om dagen. De er ikke klædt på til at tackle de klimaændringer, som er skabt af de rige lande, men som rammer de fattige hårdest. De politikere, der samles til klimatopmøde på Bali, har en mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid for udviklingslandene. Det er teknisk og økonomisk muligt at undgå meget alvorlige klimaændringer, og at give hjælp til at de fattige lande kan tilpasse sig de ændringer, som vi ikke kan undgå. Jeg håber det også er politisk muligt, og at der kan indgås en ambitiøs global aftale i København i 2009.«