Information.dk
Der er vel få emner på den politiske dagsorden, som kan hamle op med migration. Det faktum, at mange mennesker vælger at flytte til en anden by, en anden region eller et andet land, er ofte genstand for hede diskussioner i den offentlige debat, i medier og blandt politikere. Senest er koblingen mellem migration og klimaforandringer kommet stadigt højere op på dagsordenen.
En ny rapport fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) viser, at næsten en millard mennesker i verden er migranter. Men langt den største migration - cirka 740 millioner mennesker - er migranter i deres eget land. Dette tal er næsten fire gange så højt som antallet af mennesker, der krydser landegrænser i deres søgen efter et bedre liv. Ligeledes foregår den største migration inden for regioner og ikke imellem verdensdele. Langt størstedelen af migranter bevæger sig inden for aksen syd-syd eller nord-nord. Der er med andre ord ikke statistisk belæg for den opfattelse, at de rige vestlige lande fungerer som ‘socialkontorer for hele verden’.
I et udviklingsmæssigt perspektiv indtager migration en helt central og overraskende position. Summen af remitter - pengeoverførsler, som migranter sender tilbage til deres familier og hjemlande - overstiger den samlede officielle udviklingsbistand på globalt niveau, og er derfor et vigtigt aspekt i opnåelsen af FN’s 2015-mål om blandt andet at halvere fattigdom. Eller sagt meget firkantet: Migranterne bidrager med flere penge til udvikling, end de rige landes regeringer gør.
I de seneste 50 år har andelen af internationale migranter i verden ligget forbavsende stabilt på omkring tre pct. af klodens befolkning. Også dette er stik modsat mange vesterlændinges opfattelse. At antallet af migranter er så stabilt kan blandt andet skyldes, at der i det seneste århundrede er kommet flere hindringer for menneskers mobilitet. Antallet af nationer er firedoblet til næsten 200. Det giver i sig selv flere landegrænser at krydse. Samtidig har politiske tiltag søgt at begrænse omfanget af migrationen, mens andre faktorer har trukket i den modsatte retning - for eksempel lettere adgang til kommunikation, billigere transport og stor efterspørgsel efter billig arbejdskraft.
Netop de positive aspekter ved migration og de hindringer migranter møder på deres vej, er emner som dette års FN-rapport Human Development Report 2009 stiller skarpt på.
Som verden ser ud i dag med økonomisk recession, tabte arbejdspladser og stadigt større byrder på sygesikring og andre offentlige tilbud, er migration blevet et heftigt debatteret emne i de lande, migranterne rejser til. Desværre fokuserer en stor del af debatten alene på den byrde, som migranterne tilsyneladende udgør for pressede økonomier. Den minoritet, som har en irregulær status, bliver centrum for opmærksomheden. Frygt og xenofobi kommer op til overfladen. De positive konsekvenser af migration forsvinder i diskussionerne.
Det er synd og det er forkert. For positive konsekvenser er dem, der er flest af, når vi taler om migration.
Menneskers mobilitet og evne til at søge bedre muligheder et andet sted er helt central for vores følelse af frihed. En begavet, ambitiøs og fremadrettet migrationspolitik kan sagtens både opfylde de indenlandske krav - herunder at imødegå den oprindelige befolknings bekymringer - og samtidig hjælpe med at øge bidraget til menneskelig udvikling.
Migration er en proces, der skal administreres - ikke et problem der skal løses. Sådan lyder et af argumenterne i dette års udgave af Human Development Report. Den uafhængige rapport, der er bestilt af FN’s Udviklingsprogram undersøger omhyggeligt fænomenet migration - både intern og international migration - og forsøger at betragte emnet set fra både migranten, migrantens familie og de påvirkede samfunds perspektiv.
Rapporten dokumenterer de potentielle gevinster, der er for alle involverede, men der er bestemt også farer og omkostninger. Det gælder især for de fattigste migranter, som ofte er dem, der bliver ramt først og bliver ramt hårdest, når krisen kradser, og arbejdspladserne bliver færre. Det er også de fattigste migranter, som har vanskeligst ved at overkomme barrierer såsom at skaffe nødvendige papirer til indrejsetilladelse, over diskrimination i det nye samfund til decideret forskelsbehandling i forhold til for eksempel skole og sundhedsvæsen.
Der er masser af stereotyper, når vi drøfter migration. Ofte ser for eksempel rige vesterlændinge på migranter som ‘nogle der tager vores job’, som ‘nassere’ eller som ‘ofre’.
Omvendt nytter det ikke at lukke øjnene for de problemer, der unægteligt knytter sig til migration. Det er ikke et let proces. Konflikter, naturkatastrofer og fattigdom får folk til at migrere. Nogle migranter falder i hænderne på menneskehandlere, hvilket ofte har frygtelige konsekvenser. Men med fakta dokumenterer rapporten, at for langt de fleste mennesker, som migrerer, er gevinsterne langt større end de omkostninger, der forbundet ved migration. Gevinsterne er ikke bare øget indkomst, men også bedre helbred, uddannelse og fremtidsudsigter.
De evner, ideer og den mangfoldighed som migranterne bringer med sig, kommer også destinationslandene til gode. Der findes ingen beviser for, at den oprindelige lokale befolkning i stor stil mister deres job på grund af tilflyttende migranter. Migranters bidrag til økonomisk vækst kan være høj, og indvirkningen på offentlige ydelser er generelt lav og i visse tilfælde ligefrem positiv. Rapporten viser, at den offentlige mening som regel er mest åben over for migration, så længe der er ledige job.
Rapporten foreslår en række tiltag på destinationslandenes arbejdsmarkeder for at forbedre migranters vilkår. Reformer, som er politisk mulige, specielt når økonomien begynder at vokse igen. Fornyet vækst vil åbne for nye job og en dygtigt administreret migrationspolitik gavner både migranter og destinationslandet.
Og de rige lande har i den grad brug for tilflyttere. Den aldrende befolkning i mange europæiske lande er en bombe under fremtidens velfærdssamfund og vækst.
Men det er ikke nok at indse den fælles interesse: Migration skal forstås i en bredere sammenhæng. Migration drives hovedsageligt af voksende ulighed. De fattige har mest at vinde ved at flytte, og øget adgang for lavtuddannede kan hjælpe med at maksimere gevinsten for menneskelig udvikling. Det er lige så vigtigt at sikre, at migranter bliver behandlet retfærdigt. Det kunne for eksempel være at kæmpe for ligeløn og lige rettigheder, hvilket i mange tilfælde ikke alene ville være til gavn for migranter, men også ville gavne lokale arbejdere - for eksempel kvinder som ofte bliver lønnet lavere og har færre rettigheder end mænd.
Udfordringen, som regeringer står over for, er ikke let. Mange lande - men ikke alle - bevægede sig i den rigtige retning inden recessionen. I krisetider er der høj risiko for, at regeringer, arbejdsgivere, fagforeninger og civilsamfundet fokuserer på snævre her-og-nu-interesser og glemmer det lange perspektiv; at vi har brug for migranter og det, de har at tilbyde.
Jeni Klugman er direktør for Human Development Report, FN’s Udviklingsprogram (UNDP)
Return to the list <<<<<
